Dobbeltdiagnose / ”Dobbeltdiagnose” i de nye regioner

”Dobbeltdiagnose” i de nye regioner

”Dobbeltdiagnose” i de nye regioner

Dobbeltdiagnose eller dual diagnosis på engelsk er en lidt klodset og misvisende betegnelse for et problem som består af en kombination af psykisk sygdom og et behandlingskrævende misbrug enten af alkohol eller andre rusmidler. Opmærksomheden blev henledt på dette problem i 90-erne i USA og England hvor store befolkningsundersøgelser viste at mennesker med en psykisk sygdom i meget højere grad end andre, havde et problematisk forbrug af rusmidler. 

Som oftest er tilfældet har denne ”samsygelighed” d.v.s samtidige forekomst af de to problemer vist sig endnu mere hyppig hos de mennesker som har søgt behandling for den ene eller anden sygdom.I en rapport fra Amtsrådsforeningen fra 2005 fremgik f.eks at  knap 1/3 af alle dem som blev indlagt på psykiatrisk afdeling i Danmark i 2002 både havde en misbrugsdiagnose og en anden psykiatrisk diagnose.

Dobbeltdiagnose problemet

Problemet er ikke kun udbredt hos mennesker med bestemte diagnoser men er almindeligt hos mennesker som lider af skizofreni, depression, mani, angst, posttraumatisk belastningsyndrom såvel som af personlighedsforstyrrelser.

Der er sikkert mange mulige og medvirkende årsager til denne ”samsygelighed”.  Nogle forfattere har hævdet at sociale faktorer har haft indflydelse for de ”svært psykisk syge” f.eks  de kortere indlæggelser på psykiatrisk afdeling og den øgede kontakt med samfundet, ofte med miljøer hvor misbrugsstoffer er almindeligt forekommende. Andre har forklaret rusmiddelbruget  som et forsøg på at mindske symptomerne på den psykiske sygdom f.eks angst eller at dæmpe psykologiske reaktioner på sygdommen som tristhed, grubleri eller opgivenhed. Det at have disse to sygdomme eller problemer samtidig har vist sig at have svære følger for det enkelte menneske, følger som ikke bare kan tilskrives at et problem kommer oveni et andet. 

For mennesker med skizofreni og et samtidigt amfetamin- eller heroinmisbrug bliver følgerne ikke kun værre fordi den enkelte pådrager sig fysiske sygdomme af misbruget, risikerer at ødelægge sit netværk eller kommer i større fysisk fare p.g.a samtidig kriminalitet. Nej, der er også en stor risiko for at indtagelse af rusmidlet i sig selv forværrer forløbet af den psykiske sygdom f.eks ved at forværre symptomerne og modvirke bedringen. Misbruget kan også mindske muligheden for den enkelte at følge en behandling og opnå en bedring. 

Men ikke bare inpiduelle problemer har gjort at mennesker med dobbeltdiagnose har været svære at hjælpe. I Danmark ligesom i mange andre europæiske lande samt USA har også  behandlingssystemets struktur været et stort problem.  De fleste steder har behandlingstilbud for mennesker med psykiske lidelser og for mennesker med misbrugsproblemer været adskilte og de forskellige behandlingssystemer har brugt meget forskellige faggrupper, ideologier og behandlingsmetoder. Kendskabet til psykisk sygdom har været mangelfuld i misbrugsbehandlingen og kendskabet til misbrug og misbrugsbehandling har været ligeså mangelfuld i psykiatrien. Ja, men så kan man vel bare samarbejde og hver yde sit? Nej, samarbejdet har desværre også været præget af de forskellige ideologier og af det mangelfulde kendskab til hinanden og til hinandens arbejdsmetoder og ofte har dette ført til at mennesker med dobbeltdiagnose er gået fra Herodes til Pilatus idet man fra begge systemers side henviste personen til først at få behandling for den anden sygdom det ”andet sted”.  Sarkastisk har man kaldt denne mangel på behandlingstilbud ”sekventiel” behandling. For at undgå at denne gruppe mennesker på denne måde får et utilfredsstillende behandlingstilbud har man i  New Hampshire i USA lanceret begrebet integreret behandling. Med dette mener man en behandling som udføres af  medarbejdere  som er ”dobbeltkompetente” d.v.s er eksperter på både misbrugsbehandling og psykiatrisk behandling. Et andet element i denne behandlingsmodel er opsøgende behandling eller assertive community treatment.  

Dobbeltdiagnose i udlandet

I England og i Norge og Sverige har man  også været meget opmærksom på dette problem. Det engelske sundhedsministerium  udsendte allerede i 2001 retningslinier for GCP(Good Clinical Practice) for området. Her anerkendte man at problemet også havde organisatoriske rødder og anbefalede en planlægning af et hensigtsmæssigt samarbejde mellem de forskellige behandlingsinstanser og at dette samarbejde skulle begynde på overordnet ledelsesmæssigt plan.  Man anbefalede at i samarbejde at udforme hensigtsmæssige ”kliniske stier” som disse personer kunne tilbydes og foreslog en indsats for kompetenceudvikling d.v.s uddannelse af  de medarbejdere og ledere som havde med disse mennesker at gøre. Desuden foreslog man udvikling af retningslinier for behandlingen. I Norge har  man støttet udvikling af bl.a et Østnorsk Kompetensecenter  med speciale i dobbeltdiagnose som har haft stor indflydelse på behandlingen af denne gruppe patienter i hele Norge.  I Sverige har der været et udstrakt samarbejde mellem  de politisk ansvarlige for psykiatriområdet og misbrugsområdet vedrørende denne gruppe mennesker og en hel række initiativer er gjort på området.

Dobbetdiagnose i Danmark

Hvor står vi så nu i Danmark i forbindelse med overgangen fra amter til regioner og kommuner?

Det er ingen tvivl om at der er ”grøde” i  og interesse for problematikken også i Danmark. En hel række bosteder, opsøgende teams og en del behandlingssteder og konsulentteams er oprettet og opmærksomheden er øget på problematikken både i kommunale og amtslige misbrugscentre og i sygehus- og socialpsykiatri.  Sct. Hans hospital i Roskilde huser foreløbig den eneste sygehusbaserede døgnbehandling for dobbeltdiagnose i Danmark. Den nødvendige politiske og organisatoriske baggrund for at  disse tiltag kan fungere så effektivt som muligt er imidlertid endnu ikke blevet etableret. 

En rapport fra Amtsrådsforeningen i september 2005 understregede omfanget af problemet og anbefalede på linie med det engelske sundhedsministerium både organisatoriske, uddannelsesmæssige og behandlingsmæssige indsatser for at indsatsen kunne forbedres. 

Som konsulentafdeling, behandlingssted og undervisningsafdeling  for dobbeltdiagnose siden 1999 har vi i Team for Misbrugspsykiatri, afd. N , Psykiatrisk hospital i Århus oplevet planlægningen af dette område som utilstrækkelig.  

Tilbuddet er for uens i forskellige dele af landet, der lægges ikke nok vægt på kompetenceudvikling af medarbejdere eller på udvikling af behandlingstilbud for forskellige grupper af mennesker med dobbeltdiagnose. Den manglende organisationsstøtte til behandlingen af disse problemer fører fortsat til at mennesker med dobbeltdiagnose behandles som ”stedbørn” af os og til at psykiske, fysiske lidelser og  svære sociale konsekvenser vedligeholdes fremfor at mindskes.     

Hvordan dobbeltdiagnosebehandlingen skal organiseres i regionerne kommer jo an på en planlægning forhåbentlig med deltagelse af  de medarbejdere og/eller ledere som har arbejdet med problematikken. Det væsentlige er at der tages stilling til organisation, arbejdsfordeling, uddannelse og behandlingstilbud på regionalt plan og at det sker før de organisatoriske samarbejdsmodeller i regionen falder helt på plads . Problematikken kan ikke løses ved puljefinanciering  af enkelte tilbud uden at samarbejdsrelationerne er gennemtænkt og heller ikke gennem løsning af enkeltproblemer  for kommunerne ved henvendelse til f.eks Socialministeriet.

I Danmark har initiativerne i forhold til dobbeltdiagnose været både baseret på integreret behandling på behandlingssteder eller i opsøgende teams men også i høj grad på parallel behandling d.v.s i et samarbejde mellem forskellige behandlingsinstanser  af og til som i Århus formidlet af et konsulentteam. Vi har gode erfaringer af  en kombination af disse modeller. En udelukkende integreret model kan svække de nødvendige samarbejdsrelationer, mindske muligheden for tværfaglig kompetenceudvikling og udvikling af effektive behandlingsmetoder. Vi mener også at den norske videns eller kompetencecentermodel på regionsniveau ville kunne bidrage til den fortsatte udvikling af området.       

Vi håber at den beskrevne problematik vil blive set på med den alvor problematikken og de ramte mennesker  fortjener i den nye regionsplanlægning.        

Eline Hyldager

 

Eline Hyldager