Kognitiv terapi – 2025

Kognitiv adfærdsterapi ved mennesker med Dobbeltdiagnose.

Kognitiv adfærdsterapi (KAT) er en af de få terapiformer, der er videnskabeligt testet, og resultater fra mere 400 kliniske forsøg har vist, at metoden er meget effektiv i forhold til mange forskellige problemstillinger, som f.eks. angst, stress, depression samt afhængighed af rusmidler.

Metoden kan anvendes som en del af en recovery-orienteret og rehabiliterende indsats. Danske Regioner anbefaler brugen af KAT som en del af den socialfaglige behandling ved mennesker med dobbeltdiagnose i landets nyligt oprettede integrerede behandlingstilbud.

Generelt set fokuserer KAT, som er udviklet af Dr. Aaron Beck i 1960’erne, på her-og-nu forhold og tager udgangspunkt i, at menneskers adfærd og følelser er styret af tanker. I KAT identificeres tanker samt der vurderes, hvor vidt de er rimelige og realistiske eller ej, og om de står i vejen for én i livet. Fokus i KAT er således at opdage, forudse og ændre uhensigtsmæssige tanker, og herigennem påvirke adfærd og følelser mhp. at få en mere tilfredsstillende hverdag. En hverdag, hvor man oplever at have større indsigt i sig selv og en højere grad af kontrol i forhold til tanker og følelser.

Når mennesker bruger rusmidler, er social indlæring og forstærkning, ifølge Dr. Aaron Beck, afgørende for udviklingen af afhængighed. Gentagne positive erfaringer med rusmidlers virkning i kombination med de ydre sociale omstændigheder (f.eks. miljøet, rusmidlers accept i omgangskredsen) er med til at forme rusmiddelbruget og udvikle/forstærke rusrelaterede antagelser om det pågældende rusmiddel. De negative konsekvenser, som rusmiddelbruget medfører, forstærker yderligere indtaget af rusmidler, da rusmidlerne netop reducerer disse konsekvenser. Rusmiddelbrug begynder dermed at fungere som en funktionel problemløsningsstrategi og afhængighedscirklen er etableret (Beck et. al. 1993).

I tillæg til de traditionelle metoder i KAT arbejdes der ved rusmiddelbrug derfor yderligere på at identificere de positive og negative faktorer, der opretholder afhængigheden og fører til tilbagefald. Der er særligt fokus på at bryde afhængigheden og forebygge tilbagefald ved at arbejdes struktureret og systematisk med at indlære nye færdigheder og mestringsstrategier til håndtering af de opretholdende forhold. Dette gør det muligt for den enkelte at tænke, handle og regulere følelserne på nye måder, og derigennem reducere brugen af rusmidler (Beck et. al. 1993).

Formål med modulet

På dette modul introduceres deltagerne til de kognitive behandlingsmetoder generelt set og får en indføring i og kendskab til basale begreber, modeller og teknikker i KAT. På modulet vil der være særligt fokus på den kognitive rusmiddelmodel, og deltagerne får mulighed for at arbejde med flere teknikker til intervention i behandlingen, som fx:

  • Identifikation af højrisikosituationer samt udvikling af strategier til håndtering af højrisikosituationerne
  • Adfærdsanalyser: Sammenhæng mellem tanker, følelser og adfærd
  • Ændringer i tænkningen (Kognitiv omstrukturering) og adfærdsmønstre
  • Registrering af trang og håndtering af trang
  • At løse problemer direkte og effektivt

Undervisningsformen vil veksle mellem oplæg, øvelser og vejledning, og der vil være hjemmearbejde mellem dagene samt supervision i brug af teknikker/metoder for at sikre implementering.

Kursusansvarlig og primær underviser: Psykolog Eline Hyldager, Dobbeltdiagnose I/S

Modulet afvikles på følgende datoer: 26. + 27. maj og 18. + 19. juni 2025

Alle dage undervises fra kl. 09.00-15.00, der serveres morgenkaffe fra kl. 8.30.

Sted: Modulet afvikles som resten af Dobbeltdiagnoseuddannelsen i vores kursuslokale på Skelagervej 1, 1. sal, 8200 Århus N

Kontakt os for yderligere information

Eline Hyldager, psykolog
elinehyldager@pm.me
+45 2829 8743

Søren Søberg Hansen, psykolog
soerensoeberg@pm.me
+45 5362 7012

/ VI TILBYDER SUPERVISION TIL PERSONALE, ENTEN ENKELT PERSONER ELLER GRUPPER, DER ARBEJDER MED DOBBELTDIAGNOSEPERSPEKTIVET.

Supervision